Når temperaturen falder og vejret ikke viser sig fra den bedste side, så kan varme i Mopaen være ønskeligt. En del Mopaer har i dag fået installeret en varmekilde, der kan opvarme båden på de kolde og fugtige dage. Der er mulighed for simple løsninger til de mere permanente, som eksempelvis et oliefyr. Varmeinstallationen kan sagtens installeres af dig selv, hvis du er lidt fingernem.
Inden du installerer varme i båden skal du gøre dig nogle overvejelser om, hvilken type af varmekilde du skal vælge og hvordan den skal installeres. Denne artikel vil forhåbentligt kunne hjælpe dig på vej, hvis du går med tanker om varme i båden.
Sikkerhed ombord.
Sikkerhed til søs skal prioriteres når du vælger varmekilde. Du skal tænke på, at Mopaen er en lille båd, hvor kabinen ikke fylder meget når kalechen er rejst og der ikke er langt fra kabine til dine benzintanke.
Varmekilden må ikke kunne forbruge din ilt og udlede kulilte (CO, kulmonoxid) under kalechen og må ikke kunne antænde materialer og brændstof i båden.
Skal varmen virke når du sover? Så skal du tænke meget over sikkerheden, så du ikke bringer dig selv eller andre i fare. Øernes Mopa Klub anbefaler kun, at der anvendes varmekilder, som er CE godkendte. Du skal være opmærksom på, at Benzin må af sikkerhedsgrunde ikke benyttes til opvarmning i både.
Valg af varmekilde
Der er forskellige typer af varmekilder du kan vælge imellem.
Ligger du i en havn med mulighed for 230 V, så kan du anvende en lille elvarmer. El-olieradiatorer er sikre, da disse ikke har glødetråde. 12 V varmeblæsere kan umiddelbart ikke anbefales, da disse hurtigt vil dræne dit batteri for strøm.
Hjælpevarmere, der anvender brænde, sprit, petroleum eller gas bør kun anvendes i båden med største forsigtighed og aldrig uden opsyn. Husk, at forbrænding forbruger ilten og danner kulilte. Kondensvand kan også dannes og kan gøre båden fugtig. Du må ikke sove i en båd med hjælpevarmer og den bør ikke benyttes under sejlads.
Oliefyr, der anvender petroleum eller diesel er den dyreste og den bedste løsning for mange. Der fås varmere, som er produceret udelukkende til anvendelse i både. De er af rustfrit stål eller aluminium og tilpasset de forhold, som er i en båd. De mest kendte mærker er Eberspächer, Wallas og Webasto. Prisen for et oliefyr ligger fra godt 7.000 kroner og opefter afhængigt af, hvad der vælges af varmeeffekt og tilbehør.
På internettet kan der i dag købes ”kinafyr”, der er billigere i anskaffelse. Du skal dog være opmærksom på, at disse varmere formodenligt ikke er CE godkendte. Der har endvidere været en del debat om sikkerhed og muligvis fare forbundet ved anvendelse af dem.
Vælger du at installere en ikke decideret bådvarmer, så skal du være opmærksom på, at de modifikationer som du laver kan medføre overophedning af varmeren eller manglende udstødningskapacitet og lufttilførsel, hvis de ikke er udført korrekt. Fejldimensionering af slanger og skorsten eller forkert montage af et oliefyr kan medføre farlige situationer for dig i båden. Øernes Mopa Klub anbefaler, at du altid følger monteringsvejledningen og konsulterer fagfolk ved ændringer i montagen.
Ønsker du at finde mere information om oliefyr til båden så er Youtube et fint sted at søge. Vi har fundet nogle kanaler med originalt materiale fra producenterne:
– Eberspächer
– Wallas
– Webasto
Eksempel på montage af et Wallas 1300 i en Patrol
Wallas 1300 er et oliefyr, der anvender petroleum. Petroleum har den fordel, at det ikke lugter som diesel kan gøre. Fyret har dog den ulempe, at der skal være tilbageløb fra fyret til tanken. Fyret er den billigste model fra Wallas. På en kold dag med 5-7 minusgrader kan fyret nemt varme en Mopa op til 20-21 grader under kalechen.
Wallas har den fordel, at deres skorsten til montage i dækket både fungerer som luftindtag og afgasning. Skorstenen kan endvidere lukkes, så der ikke kommer vand ned i fyret.
For at sikre, at oliefyret sidder fast og sikkert – selv når Mopaen kommer ud i krap sø, så har den lokale smed bukket et stykke rustfrit stål, der kan fungere som afstivning til fyret. Det originale beslag fra Wallas er så boltet fast med rustfrie bolte. Det hjemmefremstillede beslag har fået lidt Tec7 og skruer ind i skottet bagbord side og mod agter.
Skorstenens base er her fremstillet af støbekrydsfiner og skåret ud med en hulsav. Herefter af basen slebet skrå, så den passer med hældningen på dækket. Basen har til formål at løfte skorstenen lidt fra dækket, så vandet ikke så nemt kan komme ned i skorstenen under sejlads. Montage af slanger til luftindtag og udstødning gøres også nemmere. Basen kan sagtens fremstilles af andre materialer.
Basen er efterfølgende slebet og lakeret med grå lak og afslutningsvis klar skibslak. Skorstenen har ved monteringen fået lidt Tec7 mod dækket og lidt silikone mellem skårsten og basen. Basen er boltet fast med gennemgående bolte fra skorsten og ned under dækket.
Når du skal bore hul til skorstenen i dækket, så skal du være påpasselig med at hullet sidder rigtigt første gang! Du kan evt. montere dit beslag under dækket, hvor fyret skal side. Derefter måle centeret af hullet, som skal bores. Start med at bore et lille hul og check placeringen med en tynd skruetrækker ned gennem det lille hul. Sidder den perfekt i centrum over beslaget, så kan du tage hulsaven og save det endelige hul i dækket.
Et wallas 1300 oliefyr tændes og slukkes på bagsiden af fyret. Det er ikke så praktisk i en Mopa, hvor man så skal ud af soveposen for at tænde for fyret. Derfor kan det være en fordel at montere en fjernbetjening, som kan betjenes – uden at skulle ud af posen en kold vintermorgen.
Et Wallas 1300 bruger lidt strøm (0,4 A). Alligevel kan det være godt med en batterivagt, der kan overvåges fra posen. Det giver lidt tryghed at vide om, der er strøm nok på batteriet til natten over.
Når du vælger placering af fyret i båden, så tænk lidt over den sparsomme plads i båden. Her er valgt en løsning, hvor fyret sidder helt ude i bagbord side for ikke at optage pladsen i midten af båden mellem batteri og varmer.
Eksempel på Webasto Air Top 2000 i en Expedition
Webasto Air Top 2000 er en dieselvarmer til båden, som her er installeret inden i skottet på en Mopa Expedition. Varmekilden er såldes skjult og udblæsning af den varme luft sker fremme i båden under cockpittet.
Webasto oliefyret er i denne Mopa Expedition gemt i skottet bagbord side. Denne placering af fyret optager ikke plads i selve cockpittet som i ovenstående eksempel med Wallas 1300 i Mopa Patrol.
I nærbilledet ses oliefyret placeret på rustfri plade, der sikre at fyret sidder forsvarligt fast inde i skottet. Udstødningen er ført agter ud og op gennem dækket. Der anvendes her en “slange i slange” løsning for at undgå, at den varme udstødning kommer i kontakt med glasfiberen.
Udblæsning af den varmeluft sker gennem en kanal, som er ført frem i båden. Fordelen er her, at varmen kommer frem i båden og giver en lun båd selv under sejlads. Fjernbetjeningen, som kan styre temperatur og luftstrømme sidder fremme i båden, så den kan betjenes fra soveposen.