Drømmer du om en Mopa og overvejer at købe en Mopa, så kan denne artikel være dig behjælpelig med at træffe de rette valg før du investerer i en ny livsstil.

At sejle Mopa er særlig oplevelse, som kryber ind i den inderste sjæl. Mopaen er en lille sødygtig båd, som kan bruges til jagt, fiskeri og tursejlads. Mopaens alsidige anvendelse og størrelse gør, at man kan tage den med stort set over alt og derved få nye oplevelser i farvande, som ikke ligger lige i baghaven.

Vi har i Danmark to Mopa klubber, som begge støtter op om det fællesskab vi har som ejer eller bruger af en Mopa. Fælleskabet blandt mopafolket er unikt. Vi tager på ture og træf sammen, hvor der hygges og snakkes Mopa. Møder to Mopaer hinanden, så stopper man altid op og hilsner på hinanden.

Er du ved, at anskaffe din første Mopa, så er der visse forhold som du bør overveje inden du foretager dit køb. Drømmer du om en helt ny Mopa, så er det kun Mopa Expedition, som produceres nu. Du skal forvente flere måneders leveringstid, da efterspørgslen i disse år er stor på nye både.
Du kan dog sagtens finde gode og velholdte Mopa 2’er, Senior eller Sprint, samt Patrol og Patrol Explore. Alt efter Mopaens alder, udstyr og vedligeholdelsesstand så varierer prisen fra 10-20 tusinde kroner og op til små hunderede tusinde for en nyere Patrol Explorer. 

Alt efter, hvad du skal bruge båden til, så bør du tænke over pladsen. Der er selvfølgelig mest plads i en Expedition og mindst i en Mopa 2. Fælles for dem alle, er at de stort set kan bruges til det samme. En fin lille båd – som er lidt som hyggeligt et tomandstelt på havet.

Ved køb af en brugt Mopa skal du være opmærksom på følgende forhold:

  • Er det en Mopa eller en kopi? En Mopa har et unikt byggenummer som er støbt ind i glasfiberen.
  • Er båden i god stand og uden synlige skader i glasfiberen.
  • Har Mopaen alle kalecher, herunder havnepresenning, Jagtsejl og høj kaleche. Disse kan dog altid bestilles og produceres til båden, men vær opmærksom på at kalecher ikke er billige, hvorfor prisen på en brugt båd bør afhænge af disses tilstedeværelse.
  • Hvilken motor er monteret på båden og dennes alder.
  • Motorer med elstart og trim er at foretrække. Mopaen sejles jo helt op på stranden, hvilket gøres nemmere når motoren kan løftes med trimmet.
  • Vær opmærksom på at visse motormodeller ikke kan monteres umiddelbart på en Mopa uden visse ombygninger.
  • Har båden indbygget VHF? Klubben anbefaler som sikkerhed, at VHF er monteret i båden, da en mobil ikke altid virker på havet.
  • Har båden kortplotter og ekkolod? Se gerne, hvilken model som er monteret. Der er sket meget gennem de sidste år, hvorfor prisen på evt. ældre kortplottere og ekkolod bør afspejles i prisen.
  • Har båden fået eftermonteret SK-lister og wings?
  • Har Mopaen monteret kompas?
  • Følger der anker, redningsveste, stole og andet ”løst” udstyr med til båden.
  • Traileren til båden skal have en totalvægt, som over bådens vægt. Vær opmærksom på, at motoren skal medregnes og meget gerne brændstof og baggage.
  • Har båden ekstra udstyr som oliefyr, AIS, Hydraulisk styring, autopilot, radar mv. vil dette forventeligt øge prisen.
  • Du kan altid finde en erfaren mopasejler, som gerne hjælper dig på vej i dine overvejelser.

Der har desværre været produceret nogle få Mopaer med tyndt skrog. Disse Mopaer har været taget af markedet, men det viser sig, at de ind imellem dukker frem i slagsannoncer. Øernes Mopa klub vil fraråde købere at erhverve sig disse både. Du kan evt. teste en båd ved, at sætte knæet i siden på båden samt under vinduet, hører du et knæk eller et klik så bør være på vagt.

Når du har anskaffet dig din båd så er det vigtigt, at du også husker sikkerhed til søs. Sikkerhedsudstyr er ikke alt tid helt så smart at købe som eksempelvis en ny lækker kortplotter. Sikkerheden er dog noget af det vigtigste og bør ikke tilsidesættes.

Sikkerhedsudstyr i en Mopa bør som minimum udgøres af følgende:

  • Redningsveste til alle ombord
  • VHF radio med 25W sendeeffekt
  • Brandslukker

Som supplement hertil kan man anskaffe:

  • Nødraketter
  • Flydedragter
  • PLB sendere
  • AIS sender og modtager
  • Vandtæt håndholdt VHF

Når du har anskaffet dig en Mopa, så brug lidt tid i båden og få en snak med andre gode Mopafolk inden du begynder at anskaffe alt i ekstra udstyr. Få lidt erfaring og bliv ”Dus” med din båd inden får monteret alt muligt lækkert udstyr. 

Sidst men ikke mindst, så skal du forsikre din båd. I Øernes Mopa klub har vi vedtaget, at alle både, der deltager i arrangementer i regi af klubben som minimum skal have en ansvarsforsikring. Da en Mopa med udstyr, trailer, kortplotter repræsentere en betydelige værdi, så anbefales det også at tegne en kaskoforsikring på båden.

Er du i tvivl om det at anskaffe en Mopa er dig – så er du altid velkommen til at kontakte klubben.

Sidst men ikke mindst bør du selvfølgelig melde dig ind i en Mopaklub.